P.W. Lund og knokkelhulerne i Lagoa Santa 

Peter Wilhelm Lund blev født i 1801 i København og døde i 1880 i Lagoa Santa, Brasilien, hvor han i årene fra 1826 udførte et banebrydende arbejde som botaniker, zoolog og geolog i forbindelse med udforskningen af lokale kalkstenshuler. Lunds gamle by var, allerede da han slog sig ned, kendt for sit sunde og behagelige klima og er i dag et yndet udflugtsmål med masser af fortovsrestauranter langs søbreddens palmepromenade, hvorfra der soppes og bades. 


Det første spørgsmål ved enhver historisk biografi er: Hvorfor er denne person, som levede for så længe siden, værd at beskæftige sig med for os i dag? Hvad kan hans liv og værk fortælle os? Vi søger kort sagt det eksemplariske, det, der viser ud over det banale livsløb, og som kan øge vores forståelse for den tid, hovedpersonen levede i. En videnskabshistorisk biografi fra en periode, der er markeret af et paradigmeskift må desuden forholde sig til, hvorledes den biograferede person har forholdt sig til dette paradigmeskift – har han været med til at fremme udviklingen, eller har han strittet imod?

Den danske naturforsker P.W. Lund er med sin usædvanlige skæbne og den omfattende dokumentation, der findes til belysning af den, en gave til en historiker, og med sin særlige position i forhold til det paradigmeskifte, som blev indvarslet af Charles Darwin, er han derudover uhyre interessant i en videnskabshistorisk sammenhæng. Når dertil lægges, at han har været offer for både mytedannelser og misforståelser, er det ikke underligt, at biografien om ham har været en ønskeopgave for dens forfattere.


Det fænomen, at en internationalt anerkendt og respekteret forsker på toppen af sin karriere besluttede at stoppe sit arbejde, endnu inden han fyldte halvtreds, har altid skabt dyb undren. Hvad var det, der gik så grueligt galt for dr. Lund?

Det spørgsmål har vi selvfølgelig også stillet igennem de snart mange år, vi har beskæftiget os med P.W. Lund og hans forskning, og vort bedste svar er fortsat: ”Egentligt gik der ikke andet galt for dr. Lund, end at han på 2.000 mils afstand undervurderede den grad af delirium, der havde grebet Europa og igennem en årrække stoppede det videre arbejde med hans materiale.”
I dag er arbejdet i karsthulerne i Minas igen i fuld gang, om end ikke længere som et enmandsprojekt. Arbejdet har i de senere år affødt en lang række internationale publikationer, der fortsat kredser om de samme spørgsmål, Lund som den første formulerede og selv forsøgte at besvare. Vi har igennem de seneste år haft fornøjelsen at deltage i – eller gå i vejen for – dette arbejde, og vi vil til foredraget forsøge at gøre en foreløbig status.