Foredrag d. 20. oktober 2019

Prof. Emeritus Helge Kragh
Niels Bohr Institutet
Københavns Universitet

Det periodiske system fylder 150 år: Den tidlige fase


Grundstoffernes periodiske system skyldes primært D. Mendelejev og L. Meyer, der uafhængigt af hinanden og i forskellige versioner foreslog det i 1869. Indtil omkring 1915 var det baseret på grundstoffernes atomvægte og ikke, som i dag, på deres atomnumre. I foredraget vil jeg skitsere den oprindelige idé bag systemet og nogle af dets succeser såvel som problemer. Et af sidstnævnte syntes at være opdagelsen af de inaktive gasser argon og helium, og et andet var de forudsigelser, systemet gav anledning til. Desuden vil jeg nævne spørgsmålet om himmelske og ikkejordiske grundstoffer, samt tidlige spekulationer om at forklare den empiriske klassifikation på basis af hypoteser om sammensatte atomer. Foredraget vil kronologisk være begrænset til ca. 1865-1905, og kun i korthed vil jeg komme ind på den senere udvikling.